Global Kommunikation & Medier

På denne sproglige studieretning arbejdes der engageret med de nye mediers udvikling. Der stilles skarpt på at bruge sprog og levende billeder i kommunikation og på evnen til at navigere i en global verden.

Mediegiganter som Facebook, Netflix og Amazon påvirker den verden, vi lever i. Vor tids globalisering og digitalisering af samfundet har skabt behov for nye kompetencer. Privatpersoner og virksomheder skal både kunne navigere på de sociale medier og platforme og samtidig kommunikere på tværs af lande og kontinenter, hvilket kræver stærke kompetencer i flere sprog.

Vi bliver dagligt bombarderet med billeder og ord af alle slags. For ikke at drukne i informationsstrømmen, er evnen til kreativ og kritisk tænkning samt viden om globale medier og kommunikation vigtigere end nogensinde. Denne studieretning vil derfor have fokus på at forstå mennesker og formidle deres historier. Kommunikation og branding på de sociale medier er nogle af de værktøjer, du skal arbejde med.

 

Studieretningens opbygning

I studieordningen Global Kommunikation & Medier indgår foruden de obligatoriske fag og studieretningsfagene spansk A, engelsk A samt et af fortsættersprogene tysk B eller fransk B desuden også mediefag B. Mediefaget giver det nødvendige kendskab til medierne og mediernes redskaber. Videoproduktioner, sociale medier og streaming-tjenester er centrale aktører inden for markedsføring og branding og fungerer samtidig som globale mødesteder og platforme for influencers. Sprogfagene bygger bro mellem mediefaget og de mange muligheder for aktuelle problemstillinger og kommunikation. I sprogfagene arbejder vi "in real life" med verdens sprog og kulturer, hvilket er et vigtigt fundament for at kunne kommunikere effektivt og respektfuldt.

 

Planer for studieretningen

  • Studietur i 1.g og 3.g
  • Workshop i FN-bygningen om FN's verdensmål
  • Masterclasses i sprog
  • Samarbejde med TVØst om udviklingen af deres unge-redaktion
  • Forelæsninger på ITU og CBS
  • Ansvar for dele af skolens mediestrategi
  • Samarbejde og innovation med NGO'er

Valgfag

Kemi C, som normalt er obligatorisk fag i STX, er flyttet ud i 2.g valgblokken sammen med skolens øvrige C-fag; erhvervsøkonomi C, filosofi C, psykologi C, billedkunst C, dramatik C og musik C.

i 3.g er der mulighed for at ønske tysk eller fransk på A-niveau og derved opnå 5 A-fag eller alternativt vælge idræt B, samfundsfag B eller matematik B.

Foruden ovenstående valgfag skal et af de naturvidenskabelige fag; fysik, biologi eller kemi løftes til B-niveau.