Tech Science

I den naturvidenskabelige studieretning Tech Science vil der blive arbejdet med eksempelmateriale fra den naturvidenskabelige forskningsverden og industri. Brancher, hvor udviklingen i høj grad har taget fart som følge af samfundets øgede digitalisering. I studieretningen indgår samarbejder med lokale og internationale virksomheder og forskningsinstitutter, som vil motivere og udfordre eleverne gennem bidrag af autentisk eksempelmateriale til bearbejdning samt faglige og inspirerende oplæg. Mulighederne er mange, lige fra energiforsyning til automatisering af køretøjer og udvikling af nye produktionsformer, materialer og medikamenter.

 

Studieretningens opbygning

I Tech Science-studieretningen indgår foruden kernestoffet i de obligatoriske fag samt studieretningsfagene matematik A, fysik A og kemi B flere tværfaglige forløb, som illustrerer naturvidenskabernes rolle og muligheder såvel forskningsmæssigt som industrielt i en verden, som bliver mere og mere drevet og afhængig af naturvidenskabens evne til at finde løsninger på komplicerede problemer.

 

Planer for studieretningen

  • Samarbejde med SDU om robotteknologi
  • Samarbejde med lokale og internationale virksomheder
  • Fokus på grundforskning såvel som anvendelses-aspekter
  • Gæsteforelæsninger, workshops og masterclasses på og uden for skolen
  • Virksomhedsbesøg, studieture og universitetsbesøg med fokus på naturvidenskab
  • Deltagelse i talentprogrammer

Valgfag

I 2.g vælges af skolens udbudte fag på C-niveau: filosofi C, psykologi C, erhvervsøkonomi C, musik C, billedkunst C eller dramatik C.

I 3.g vælges enten fysik eller kemi på A-niveau. Elever med spansk som begyndersprog på A-niveau får derved 5 A-fag, mens øvrige elever kan vælge engelsk på A-niveau som 5. A-fag, hvis de ønsker det. Alternativt vælges et af skolens udbudte valgfag på C- eller B-niveau: Samfundsfag B, idræt B, filosofi C, psykologi C, erhvervsøkonomi C, musik C, billedkunst C eller dramatik C.