Herlufsholm har en flot fysisk samling

Rundvisning på Herlufsholm

Rundvisning for grupper – foreninger, turister, private arrangementer

Tilbage i 1100-tallet opførte en gruppe benediktinermunke deres nye kloster og kirke i naturskønne omgivelser ved Susåens bred. Stedet blev kaldt Skovkloster, der igennem de følgende århundreder voksede sig stort og rigt. Da Reformationen i 1536 kom til Danmark, inddrog Kong Christian III kirkens jord under Kronen, herunder Skovkloster.

Kong Frederik II byttede i 1560 det tidligere kloster som del af et mageskifte med Admiral Herluf Trolle og hans hustru Birgitte Gøye, hvor kongen til gengæld overtog Hillerødsholm, der nu blev til Frederiksborg slot. Herluf Trolle og Birgitte Gøye kaldte deres nye hjem Herlufsholm og stiftede den 23. maj 1565 Herlufsholm Skole som en skole både for børn af adelen og for børn, der havde lyst og evner til lærdom og dannelse. Efter at Herluf Trolle som admiral i flåden blev dødeligt såret, blev det Birgitte Gøyes opgave som skolens første forstander at realisere deres fælles drøm.

Herlufsholm er i dag Danmarks ældste og største kostskole og samtidig dagskole for elever i grundskolens 6. – 10. klasse og gymnasiet. Skolen tilbyder også den internationale studentereksamen, International Baccalaureate, hvor undervisningen foregår på engelsk.

Rundvisningen indeholder en gennemgang af Herlufsholms historie og giver et godt indblik i hverdagen som elev på det moderne Herlufsholm og de mange traditioner, der kendetegner skolens miljø, som f.eks. Herlovianersprog, Fugleskydning og Trolledag.
På rundvisningen besøger vi Herlufsholm Kirke og Klosterbygningen, der trods ombygninger stadig vidner om klosterlivet i den tidlige middelalder og samtidig er ramme om elevernes hverdag. Turen fortsætter til Skolebygningen og Museumsbygningen med den spændende naturvidenskabelige samling. Hvis tiden tillader det, runder vi besøget af med et overblik over de mange nyere bygninger eller en tur i parken.

Praktiske oplysninger 

Varighed:  ca. 1½ time

Deltagerantal:  max. 30 personer, medmindre andet aftales.

Pris:  75,- kr. pr. deltager – dog minimum 1150,- kr.

Kontaktformular

Hvis du ønsker at booke en rundvisning, kan du kontakte os via nedenstående kontaktformular.

Kontakt os // Contact us