Diversitet på Herlufsholms internationale uddannelser

Pre-IB

Den 1-årige Pre-IB uddannelse på Herlufsholm er det perfekte springbræt til den meget krævende IB Diploma uddannelse. På dette forberedende år får du mulighed for at vænne dig til undervisning på engelsk, for at forbedre og styrke dine studiekompetencer og forberede dig bedst muligt til den internationale studentereksamen.

Vi sætter et særligt fokus på det danske sprog. Selvom al undervisningen foregår på engelsk, er dansk stadig det primære kommunikationssprog, og vi tilbyder dig derfor danskundervisning på to niveauer samt et intensivt danskkursus i begyndelsen af skoleåret, hvis du har brug for det.

Pre-IB pensummet er opbygget omkring IB studiets kernefaggrupper, og der undervises både med faglig dybde og tværfagligt spænd, hvor det er nemt at tilføje dybde og tværfaglige fag. På den måde introduceres du til IB studieformen både i undervisning, til prøver og eksaminer og ved at træne de færdigheder, så du mere selvsikkert, ansvarligt og refleksivt kan starte på din videre uddannelse.

Pre-IB åbner døre

Stort set alle vores elever vælger efter et år på Pre-IB uddannelsen at tage den internationale IB Diploma uddannelse. Skulle man i løbet af året finde ud af, at man i stedet ønsker at gå i det danske gymnasium, er systemet i de fleste tilfælde fleksibelt nok til, at man kan blive overført til STX efter grundforløbet.