Herlufsholm Luftfoto 2020 (1)

Elever på venteliste: Herlufsholm opretter en ekstra 6. klasse

13/11-2023
Første skoledag efter efterårsferien blev vores elever mødt af nye ansigter. Vi havde nemlig besluttet at optage nye elever på 6. årgang, der siden før skolestarten i august havde stået på venteliste. Ventelisten var efterhånden blevet så lang, at det gav mening at oprette en ekstra klasse og dermed byde velkommen til nye klassekammerater.
Vores grundskole er kendt for lave klassekvotienter, tæt lærerkontakt og høj trivsel. Og dét at sikre lave klassekvotienter i grundskoleklasserne er netop en af de muligheder, vi har som skole, og derfor glæder det grundskoleleder, Anne-Louise Boelsmand, at årgangen nu består af to klasser:
”Det er lettere for læreren at håndtere en mindre gruppe af elever, og det giver læreren større mulighed for at observere styrker og svagheder hos det enkelte barn og dermed lettere at målrette undervisningen og indsatser for den enkelte elev og hele gruppen. Børn og unge spejler sig i hinanden for at udvikle deres selvopfattelse og identitet, og her giver høje klassekvotienter udfordringer i forhold til samspil og relationer, fordi man bringer for mange børn/unge sammen i klassefællesskabet. Derfor glæder det mig personligt rigtigt meget, at vi har valgt at oprette en ekstra klasse, så vi kan sikre mindre grupper med kun 15-16 elever pr. klasse.”
I vores grundskole er det bl.a. tryghed, der er med til at skabe rammerne for nysgerrighed og til at sætte fagligheden i balance. Og netop den høje faglighed har vores rektor, Gitte Nørgaard, også kommenteret på:
”Høj faglighed har altid været et kendetegn for Herlufsholm. Vi tror på værdien i at yde en ekstra indsats og at sætte barren højt, og vores elever plejer altid at ligge højt på den nationale rangliste. Det var ligeledes tilfældet for sommerens dimittender, der havde det højeste eksamensgennemsnit i skolens historie på 8,2. De seneste par år har været turbulente, men de har også medført mange gode og sunde diskussioner blandt eleverne om grænser og godt kammeratskab, og hvordan Herlufsholm skal være et trygt og godt sted for alle elever at være og lære. Høj trivsel er en forudsætning for høj faglighed.”
Søgetallene til 6. årgang med skolestart i august 2024 ser også allerede positive ud, og derfor opfordrer vi interesserede ansøgere til at søge, inden det måske kan være for sent.
Sjællandske har skrevet lidt om den flotte søgning til Herlufsholm, som I kan læse om her (bag betalingsmur):