HERLUFSHOLM IMAGE V1366

Herlufsholm får certificering i science-talentudvikling igen i år

23/2-2023

Det nationale naturfagscenter, Astra, har endnu en gang certificeret Herlufsholm for arbejdet med talentudviklingen inden for de naturvidenskabelige fag.

Der er brug for, at flere børn og unge vælger naturvidenskabelige og tekniske uddannelser og karrierer og på den måde være med til at løse nutidens og fremtidens udfordringer til gavn for alle. Derfor er vi stolte af, at Herlufsholms gymnasium endnu en gang er blevet anerkendt for sin naturvidenskabelige talentindsats med en certificering fra det nationale naturfagscenter Astra, der er tilknyttet Børne- og Undervisningsministeriet. 

”På Herlufsholm arbejder vi med det hele menneske, som går foran og tager ansvar – for sig selv, for hinanden og for det fællesskab, vi alle er en del af. Vi ønsker at give engagerede og talentfulde unge mulighed for at dygtiggøre sig til deres eget og fællesskabets bedste gennem faglighed, personlig udvikling og fysisk aktivitet,” siger rektor Gitte Nørgaard og tilføjer:

”Herlufsholms mål er at uddanne unge mennesker, der vil vide mere, kunne mere og gøre mere. I vores naturvidenskabelige talentprogram bliver elever med interesse og ambitioner inden for naturvidenskab både motiveret og udfordret på et passende højt niveau. Vi er stolte af, at vores talentprogram er blevet anerkendt af Astra igen i år.”

Ud over ekstraordinære rammer og dedikerede undervisere har Herlufsholm også en talentvejleder og en talentstrategi. Som en del af talentindsatsen deltager elever fra Herlufsholms gymnasium eksempelvis i en række talentaktiviteter med både universiteter og virksomheder, hvor naturvidenskaben er i fokus. Herudover deltager elever i nationale konkurrencer og events, som fx Forsker Spire samt Camp forløb hos Science Talenter.

Herlufsholm Gymnasium har fået ”Science Talent”-certificeringen af Astra siden 2009.

“Science Talenter arbejder for, at flere unge talenter med interesse for naturvidenskab oplever at blive udfordret og inspireret. Derfor står Science Talenter bag certificeringen “Science og Talent”, som kan tildeles danske gymnasier, der arbejder systematisk og strategisk for at styrke science- og talentindsatsen på gymnasiet”, siger chefkonsulent, leder af Talent Undervisning hos Astra, Mie Berggreen Høj.