Herlufsholm Luftfoto 2020 (1)

Trollemorgen 14. januar 2024: ”Herlufsholm rustede mig til at gå benhårdt efter det, jeg vil!”

19/1-2024

Søndag den 14. januar 2024 kunne vi igen fejre den traditionsrige Trolledag, hvor skolens grundlægger, Herluf Trolle, blev fejret efter alle kunstens regler. Som den første dagelev nogensinde kunne Ditte Strunge Sass (årgang 04) holde årets Trolletale, og den nuværende antropolog fortalte om vigtigheden af fællesskab og traditioner.

Omdrejningspunktet for Ditte Strunge Sass’ tale var de traditioner og fællesskabet, der binder eleverne på Herlufsholm sammen. Det er ifølge taleren kimen til et stærkt sammenhold på tværs af generationer.

”På trods af blå og grå uniformer ligger vores styrke i vores forskellighed. På grund af vores uniformer og traditioner kan disse forskelligheder forenes under en stærk sammenhængskraft, hvor fællesskabet fysisk manifesteres,” lød det fra talerstolen i Herlufsholm Kirke.

Netop den stærke sammenhængskraft er ifølge taleren vigtig for Herlufsholm, idet skolen står i en brydningstid. Her skal skolen genopfinde sig selv og fortællingen om Herlufsholm, men skal samtidig holde fast i de styrker, som skolen har – nemlig pladsen til forskellighed i et traditionsrigt fællesskab, som er med til at gøre skolen unik i det større landskab.

Ikke ærketypen af en herlovianer

Selv følte Ditte Strunge Sass sjældent, at hun var en "normal" herlovianer. Hun var en almindelig, dansk dagelev på skolens IB, hvor det fleste elever kom udefra. Om morgenen arbejdede hun på tankstationen i Fensmark, og skiftet fra den røde Shell-uniform til den blågrå skoleuniform markerede et skel mellem de to verdner, hun befandt sig i: Den ene verden som del af en familie med socialdemokratisk overbevisning, hvor ingen før havde taget en akademisk uddannelse. Den anden verden som dagelev på en traditionsrig skole, der gav elever kompetencer og faglig ballast til at tage en uddannelse på nogle af verdens bedste universiteter.

”På den ene side var jeg enormt selvsikker i mine politiske holdninger og min faglighed. På den anden side var jeg enormt usikker på, hvem jeg skulle være på Herlufsholm,” fortalte Ditte Strunge Sass, mens skolens nuværende elever, gammelherlovianere og ansatte lyttede på.

”På Herlufsholm oplevede jeg, at potentiale, indsats og belønning hang sammen. Herlufsholm blev min løftestang: Her måtte man drømme. Her måtte man være dygtig – også dygtigere end andre. Her kom man fra hele verden, og hele verden åbnede sig for mig,” understrede Ditte Strunge Sass.

Forskellige output

Forskelligheden blandt eleverne på Herlufsholm kommer ifølge Ditte Strunge Sass også til udtryk i, at alle tidligere elever tager noget forskelligt med fra sin skolegang. Det kunne eksempelvis være det sociale, et hjem, et sæt af værdier eller en arbejdsmoral.

”Det, jeg har taget med mig fra Herlufsholm, er en uddannelse, der rustede mig til at gå benhårdt efter det, jeg vil – også når det, jeg vil, hele tiden ændrer sig, og selvom det nogle gange bliver hårdt og gør ondt,” sagde Ditte Strunge Sass.

Til slut pointerede Trolletaleren fællesskabets betydning for motivation og vigtigheden i, at man er noget for nogen. For ifølge Ditte Strunge Sass, der i dag underviser lektorer på DTU, handler motivation i uddannelse også om at skabe en følelse af at høre til.

”Min opfordring til jer er trefoldig. Først skal I arbejde og lære. Dernæst skal I huske at ville noget med nogen og at være noget for nogen. Og sidst, men ikke mindst skal, I være med til at skabe historien om Herlufsholm til gavn for samfundet,” afrundede taleren.

Læs hele talen her

Om Ditte Strunge Sass

Ditte Strunge Sass er uddannet IB-student fra Herlufsholm i 2004. Herefter tog hun en bachelor i religionsvidenskab og antropologi ved University of Manchester og senere en PhD i Pædagogisk Antropologi ved Brunel University London. Siden har Ditte Strunge Sass været underviser på Mahidol University International College i Bangkok samt ekstern lektor på Aarhus og Københavns Universitet. Siden 2021 har Ditte Strunge Sass arbejdet som konsulent for DTU – Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby.

Ditte Sass Holder Trolletale