Eliza taler for dem, der ikke bliver hørt

Denne elevfortælling er skrevet af Eliza Rama fra Herlufsholms 2. i. Her deler hun sin oplevelse med at nå finalen i ESU’s nationale talekonkurrence og fortæller om sin tale om handicap, usynlige mure og vigtigheden af at give plads til stemmer, der sjældent bliver hørt.

Den 3. marts var jeg så heldig at blive udtaget til den danske finale i English-Speaking Union’s International Public Speaking Competition, som blev afholdt på Ordrup Gymnasium.

Udtagelsen skete på baggrund af semifinalerne, der var blevet afholdt samme sted et par uger tidligere, hvor alle 13 deltagere leverede stærke og tankevækkende taler.

Indira Gandhis ord som ramme

Talerne tog alle udgangspunkt i et citat af Indira Gandhi, Indiens første og hidtil eneste kvindelige premierminister: ”The power to question is the basis of all human progress”.

Citatet dannede rammen for både semifinaler og finale, og hver deltager fortolkede det på sin egen måde. I finalen fremførte vi de samme taler som i semifinalen – denne gang foran et nyt publikum og med endnu mere på spil.

Rejsen til Ordrup og en aften i retorikkens tegn

Finaledagen begyndte stille og roligt. Som sædvanligt havde jeg fri i 7. modul kl. 15.35, og jeg skyndte mig til toget mod Københavns Hovedbanegård og videre til Ordrup.

Min telefon løb tør for strøm undervejs, men ved hjælp af hukommelse og orienteringssans nåede jeg frem til Ordrup Gymnasium blot få minutter, før konkurrencen begyndte.

Konkurrencen fandt sted i gymnasiets gamle bibliotek – en ramme, der passede godt til aftenens retoriske fokus. På væggen hang et portræt af en tidligere rektor midt i en tale, som en diskret påmindelse om, at denne aften handlede om ord, stemmer og fortællinger.

Aftenen blev indledt med velkomsttaler fra rektor på Ordrup Gymnasium, Søren Helstrup, og formanden for ESU Danmark, Birte Steer Pallesen, som bød finaledeltagere, lærere, familie og gæster velkommen og satte scenen for finalen.

Dommernes krav til talerne

Dernæst blev dommerne præsenteret: Søs Haugaard, lektor ved Københavns Universitet, og Lucas Scavenius, alumni fra International Public Speaking Competition.

De forklarede tydeligt, hvad talerne ville blive bedømt på: 35 % gik til talens indhold, 25 % til fremførelsen og 10 % til kropssprog, og derudover blev der lagt vægt på struktur, involvering af publikum og evnen til at besvare spørgsmål.

De samme dommere havde givet os feedback i semifinalen, så et af vurderingspunkterne var også, hvordan vi havde arbejdet videre med den feedback.

Besøg af H.K.H. Prinsesse Alexandra

Som patron for ESU bød H.K.H. Prinsesse Alexandra af Frederiksborg også velkommen.

Hun understregede betydningen af arrangementer som dette og bemærkede med et smil, at hun nød igen at være omgivet af engelsksproget samtale – en kommentar, der udløste latter i salen.

Stærke stemmer på scenen

Nu var det tid til, at konkurrencen for alvor gik i gang. Vi var seks finalister, og jeg var nummer tre i rækken.

En af talerne tog udgangspunkt i Galileo Galilei og brugte ham som eksempel på, hvordan det at stille spørgsmål kan drive menneskelig udvikling.

Andre taler handlede blandt andet om kønsroller og vigtigheden af tvivl, og om hvordan det at udfordre traditionelle forventninger kan åbne nye veje for forståelse og forandring.

Talerne var både tankevækkende, billedrige og engageret fremført, og konkurrencen var derfor både spændende og meget tæt.

”Voices behind the walls” - at se mennesket før diagnosen

Min tale, ”Voices behind the walls”, handlede om handicap og om vigtigheden af at tale åbent om de udfordringer, der stadig findes – både når det gælder forståelse, tilgængelighed og den sociale diskrimination, som mennesker med handicap ofte møder.

Jeg tog udgangspunkt i mit arbejde på et center for unge med handicap i Europa, hvor jeg blandt andet arbejdede med en lille dreng med diagnosen STXBP1-disorder, en sjælden genetisk betinget neurologisk lidelse, der kan medføre både fysiske og kognitive funktionsnedsættelser.

Det, der gjorde størst indtryk på mig, var ikke drengens diagnose, men omgivelsernes reaktioner: Blikke, små afstandstagen og hurtige konklusioner om ham uden kendskab til hans navn eller historie.

Det var dér, jeg for alvor begyndte at stille spørgsmål, og netop de spørgsmål blev kernen i min tale.  For mig handlede talen ikke kun om handicap, men om de ”mure”, vi som samfund er med til at bygge – både synlige og usynlige – og om, hvordan vi ved at udfordre vores egne antagelser kan være med til at bryde dem ned.

I sidste ende handler det om at give en stemme til dem, der alt for ofte ikke bliver hørt, og om at huske at se mennesket før begrænsningerne.

En sjælden følelse af tilfredshed

Jeg plejer at sige, at jeg aldrig rigtig er tilfreds.

Det betyder ikke, at jeg ikke føler stolthed eller glæde, men at jeg grundlæggende stræber efter at gøre det bedre, stille krav til mig selv og udvikle mig. Denne gang var det anderledes.

Da jeg havde holdt min tale, følte jeg ikke, at der var mere at rette eller ændre. Jeg var ganske enkelt glad og tilfreds.

For en gangs skyld lykkedes det at koble hovedet lidt fra, lægge tvivlen til side og bare nyde øjeblikket og muligheden for at holde en tale, som betød meget for mig.

Fællesskab, tapas og talekunst

Mens dommerne voterede, var der mulighed for at tale med de andre deltagere og gæster – og for at nyde lidt tapas, hvilket faldt på et tørt sted, da jeg ikke havde nået aftensmaden på skolen.

Jeg talte med deltagere fra blandt andet Gefion Gymnasium, Frederiksborg Gymnasium, Sankt Annæ Gymnasium og Ordrup Gymnasium, og netop mødet med elever fra andre skoler oplevede jeg som noget af det mest givende ved konkurrencen.

Ved at deltage i konkurrencen får man selvfølgelig konkrete færdigheder med sig: At skrive en tale, der fanger publikum gennem følelser, anekdoter og logik, og at stå foran et publikum med selvtillid og kunne præstere under pres.

For mig var det dog mindst lige så givende at dele erfaringer om hverdagen i gymnasiet, drømme for fremtiden, planer efter studentereksamen og alt det andet, der fylder i livet som ung.

En flot placering – og blik mod fremtiden

Jeg må hellere runde af, men jeg kan afsløre, at jeg endte med at få en 2. plads i konkurrencen. Selvom det selvfølgelig havde været spændende at tage førstepladsen og få muligheden for at repræsentere Danmark i den internationale finale i London, er jeg oprigtigt glad for oplevelsen, for det, jeg har lært, og for de inspirerende møder undervejs.

Mon ikke der kommer flere muligheder i fremtiden – og indtil da kan vi på Herluf glæde os over en stærk præstation i ESU’s danske finale 2026.

Til sidst vil jeg gerne rette en stor tak til Inger Krarup Brøgger, lærer i latin, engelsk og oldtidskundskab på Herlufsholm, for at give mig muligheden for at deltage og for at tage med til konkurrencen.

Tak for de mange gode samtaler og den store opbakning undervejs. Det har betydet meget for mig.

Og tak til skolen for at give mig en platform til at dele denne oplevelse.