Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Galleri: Fællesskab og fejring ved Herlufsholms 222. Fugleskydning

Se de mange billeder fra årets Kapskydning og Fugleskydning i galleriet nederst.

Forventningens summen lå over Herlufsholm Skole lørdag den 23. august. Dagen, hvor den traditionsrige Fugleskydning for 222. gang samlede nuværende og tidligere elever, forældre samt skolens ansatte til en dag spækket med historie og fællesskab.

Allerede fra morgenstunden blev skolens område fyldt med glade elever, mens forældre ventede forventningsfuldt med kameraerne klar. Stemningen var både festlig og højtidelig, og alle så frem til, at dagens procession skulle begynde.

Klokken 10 gik eleverne, akkompagneret af musik, gennem skolens område fra Skolebygningen hen til rektorboligen. Her overrakte rektor Jimmy Burnett Nielsen træfuglene til årets fugleskydning med ordene:

”Store og Lille Fugl længe leve”, som prompte blev besvaret i kor af eleverne med et højt: ”Hurra, hurra, hurra – hurra-hurra-hurra!”

Herefter fortsatte processionen rundt om Klosterbygningen, inden hele følget gik mod den grønne, regnvåde plæne i Nyhave. Her vidnede antallet af paraplyer om, at effekten af 3. G'ernes vejrbøn lod vente på sig, hvorfor der var stor efterspørgsel efter netop paraplyer i Herlufshoppen, hvor overskuddet fra salg af merchandise går til udvikling af trivselsinitiativer på skolen.

Konkurrence, konger og kammeratskab

Men vejret klarede heldigvis op, da alle samledes i Nyhave omkring dagens højdepunkt: Fugleskydningen. Konkurrencen gik på skift mellem eleverne, der forsøgte at nedskyde fuglene, mens de mange fremmødte gæster heppede og nød dagen med picnic-tæpper, mad og drikke fra telte og boder.

– Vi er stolte af vores traditioner, fordi de er limen, der binder os sammen som skole. Det, vi oplever i dag, er med til at give både elever og forældre en oplevelse af, hvad Herlufsholm kan, når vi er sammen. Det er startskuddet på et skoleår, hvor vi vil bygge videre på netop det sammenhold, arrangementer som fugleskydningen er med til at styrke. Vi glæder os til et år fyldt med læring, udvikling og gode oplevelser for alle på skolen, siger rektor Jimmy Burnett Nielsen.

Et af dagens højdepunkter var kåringen af årets fuglekonger. I år blev William Krochow Steensberg fra 9.b og Rosemarie Hessellund Wilther fra 3.b hyldet for deres præstationer ved fugleskydningen.

Traditionen tro sprang begge elever frivilligt i Susåen til stor begejstring for kammerater og tilskuere. Herefter blev William og Rosemarie fejret med en køretur gennem Nyhave.

Chokolademarch og festlig afslutning

I løbet af dagen var der chokolademarch, efterfulgt af et smukt dækket chokoladebord for både elever og forældre i Klostergården og på Grønne Plads. Her var der mulighed for at smage et udvalg af kager og kakao og tage en hyggelig snak på tværs af årgange og familier.

Dagen blev rundet af med Fugleskydningsbal for skolens elever, og et stort fyrværkeri satte det festlige punktum for den 222. udgave af Fugleskydningen.

Elever der hepper og er glade på Herlufsholm

Åbent hus

Få en rundvisning og oplev skolen, mød vores elever og lærere og hør om vores forskellige uddannelser.

Tilmeld dig