Herlufsholm har modtaget afgørelse fra STUK
02/5-2023Skolen har den 2. maj modtaget Styrelsen for Undervisning og Kvalitets afgørelse i tilsynssagen.
Styrelsens afgørelse er i tråd med den påtænkte afgørelse, vi tidligere på året har fået i høring – dvs. et tilbagebetalingskrav på 27 mio. og en række påbud, der ligger i tråd med de mange tiltag, skolen allerede har iværksat, gennemført og planlagt.
Vi ser nu frem til sammen med vores advokat at nærlæse afgørelsen og på baggrund af det vurdere, om der er yderligere, vi skal gøre.
Herlufsholm har det seneste år gennemført historisk omfattende forandringer for at forbedre elevernes hverdag på skolen. Det er blandt andet sket gennem afskaffelse af utidssvarende traditioner, et omfattende forebyggelsesfokus, forbedrede fysiske rammer samt pædagogiske indsatser, der har styrket elevernes fællesskab og relationer.
Vi oplever, at det har haft en positiv effekt, hvilket bekræftes af de nationale trivselsmålinger, hvor Herlufsholm nu ligger helt i top.
Afgørelsen vil ikke påvirke skolens virke og ændrer ikke på, at vi i de kommende år fortsat vil investere i at udvikle skolen for at nå vores mål om at være blandt de bedste skoler i Danmark, både når det kommer til faglighed og trivsel.