Herlufsholm Luftfoto 2020

Nyoprettet Herlufsholm Scholarship til dagelever

14/2-2024

Takket være en donation har Herlufsholm Skole oprettet et nystartet scholarship-program fra februar 2024, der giver os muligheden for at tilbyde 10 unge mennesker et fuldt betalt 3-årigt ophold som dagelev i vores gymnasium i enten STX eller IB (International Baccalaureate). De elever, der optages, vil få betalt skolepenge, studieture samt skolebeklædning for deres fulde 3-årige STX- eller IB-forløb.

Vores dagelev-scholarship er et helt nyt tiltag, og vi ser frem til tage imod nye elever til skoleåret 2024/2025. Forudsætningen for at ansøge er, at man som elev har mod på og overskud til at engagere sig i en ekstraordinær ungdomsuddannelse i unikke historiske rammer, hvis forældre ikke selv har økonomisk råderum til en skolegang på Herlufsholm Skole.

Om Herlufsholm Skole

På Herlufsholm arbejder vi med det hele menneske, som skal gå foran og tage ansvar – for sig selv, for hinanden og for det fællesskab, vi alle er en del af. Det gør vi gennem personlig udvikling, faglighed og fysisk aktivitet.

Vi ønsker at give engagerede og talentfulde unge mulighed for at dygtiggøre sig til deres eget og fællesskabets bedste. Vi er levende interesserede i at udvikle skolen, vores elever og os selv – menneskeligt såvel som fagligt. Vi har fokus på at se den enkelte elev, fordi alle elever på Herlufsholm skal have en tryg hverdag. Vi støtter og udfordrer vores elever til både faglig og personlig udvikling gennem høj faglighed, ekstraskolære aktiviteter og en tolerant hjælpende kultur.

På Herlufsholm dyrker vi det globale udsyn og den lokale forankring. Vi bidrager til vores lokalsamfund og samarbejder både på nationalt og internationalt plan med uddannelsesinstitutioner, virksomheder og organisationer, som skaber unikke muligheder for læring og personlig udvikling. Herlufsholm er en beslutning om at stræbe efter mere, og det kræver, at man som elev er i stand til at navigere med glæde og overskud i et miljø med mange stærke personligheder, der alle har det til fælles, at de vil vide mere, kunne mere og gøre mere.

Derfor er Herlufsholm også blandt de bedste skoler i landet målt på faglighed, og i både grundskolen og gymnasiet ligger vores elevers afsluttende prøver og eksamener højere end landsgennemsnittet. Høj faglighed forudsætter trivsel og tryghed, og derfor er vi som skole stolte af at have de gladeste gymnasieelever i Danmark. Den nationale trivselsmåling foretaget i december 2022 viser fremgang i samtlige fem trivselskategorier, og Herlufsholm ligger i den samlede score over landsgennemsnittet. Ifølge Uddannelsesstatistik.dk betyder det, at ud af de godt 140 gymnasier i Danmark har intet andet gymnasium en bedre score end Herlufsholm. Herlufsholm er samtidig det eneste gymnasium i landet, hvor flertallet af elever svarer ”Helt enig” på spørgsmålet om, hvorvidt de er glade for at gå i skole.

Ansøgningsproces

Hvis du lever op til denne beskrivelse og vores elevprofil, hører vi meget gerne fra dig senest mandag den 26. februar 2024. Her bedes du fremsende en 1-sides motiveret ansøgning, seneste karakterblad og husstandens seneste årsopgørelse og forskudsopgørelse til scholarship@herlufsholm.dk. Du kan også sende via sikker mail

Vi forventer at holde onlineinterviews med udvalgte ansøgere den 28. februar.

I kan søge yderligere information om vores uddannelsestilbud her på hjemmesiden eller ved at kontakte skolens kontor. Der er også mulighed for at besøge skolen til Åbent hus den 24. februar.