Herlufsholm ønsker kæmpebøde på 27 mio. kr. vurderet ved domstolene
27/6-2024På vegne af Herlufsholm Skole og Gods har Herlufsholms advokat indbragt STUK’s afgørelse af 2. maj 2023 med henblik på at få styrelsens tilbagebetalingskrav på 27 mio. kr. vurderet ved domstolene. Efter at have søgt juridisk rådgivning er det skolens vurdering, at den økonomiske side af afgørelsen blev truffet uden lovhjemmel, og at tilbagebetalingskravet på 27 mio. kr. mangler proportionalitet og saglighed. Dagens stævning rokker dog ikke ved, at Herlufsholm fortsat anerkender, at der har været berettiget kritik af en række konkrete forhold på skolen.
Uændret fokus på at gennemføre nødvendige forandringer på Herlufsholm
Der har været berettiget kritik af en række konkrete forhold på Herlufsholm. Adskillige af disse forhold beskrives også i den afgørelse, som skolen nu ønsker vurderet ved domstolene, for så vidt angår tilbagebetalingskravet på 27 mio. kr. Selvom faglighed og trivsel på Herlufsholm er i top ifølge Børne- og Undervisningsministeriets årlige trivselsmåling (5. marts 2024), anfægter skolen således ikke, at det har været nødvendigt at lave en række forandringer.
”Der er foregået ting på Herlufsholm, som ikke burde foregå. Det er blevet afdækket af skolens egen pædagogiske indsats, af STUK’s tilsyn og af mediernes historier. Det har været et wake-up-call for mig, og derfor er det mig magtpåliggende, at vi fortsætter udviklingen af Herlufsholm, så hverdagen for alle elever er præget af positive fællesskaber, trivsel og faglighed,” udtaler bestyrelsesformand Hermann Haraldsson.
En oversigt over hovedpartens af skolens pædagogiske initiativer (opdateret 22. marts 2024) kan findes her.
Stævning: STUK’s afgørelse var ulovlig og sanktionen uproportional
STUK’s afgørelse fra 2023 indeholder dels en række påbud, som vedrører forskellige forhold på skolen, og dels pålæg om, at Herlufsholm skal tilbagebetale 27 mio. kr. i modtaget statstilskud. Stævningen vedrører ikke disse påbud, men alene tilbagebetalingen. Som hjemmelsgrundlag er i afgørelsen angivet frihed og folkestyre-kravet som fastsat i Lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser og i Fri- og privatskoleloven.
STUK’s afgørelse (2. maj 2023) kan findes her.
Om den stævning, der i dag er indgivet ved Retten i Næstved på vegne af Herlufsholm, udtaler skolens advokat Ole Spiermann, Bruun & Hjejle:
”De faktuelle forhold, som STUK beskriver i afgørelsen af 2. maj 2023, er hverken enkeltvis eller samlet i strid med lovgivningen, som jeg forstår den. STUK henviser til kravet om frihed og folkestyre. Men kravet handler efter min opfattelse ikke om trivsel, og er det rigtigt, så savner afgørelsen lovhjemmel. Det gælder særligt, når Herlufsholm med afgørelsen bliver pålagt at tilbagebetale 27 mio. kr.”
Hjemmelsspørgsmålet er dog ikke det eneste problem med afgørelsen, udtaler Ole Spiermann:
”Tilbagebetalingskravet på 27 mio. kr. er i udgangspunktet et ruinerende krav, og det blev tilmed fremsat nærmest uden varsel. Tilbagebetalingskravet rejser derfor ikke alene spørgsmål om lovhjemmel. Det forekommer også at være i strid med STUK’s praksis såvel som med forvaltningsretten, i første række grundsætningen om proportionalitet.
Får skolen medhold i enten manglende lovhjemmel eller manglende proportionalitet, er det klare udgangspunkt, at skolen skal have de 27 mio. kr. tilbage, så det er påstanden i sagen.
Myndighedsprocessen frem mod STUK’s afgørelse har været usædvanlig, og kravet om tilbagebetaling er voldsomt. Det rejser en række principielle, retlige spørgsmål, som ikke tidligere har været pådømt af domstolene,” slutter advokat Ole Spiermann, som repræsenterer Herlufsholm.
Stævningen, som detaljeret redegør for Herlufsholms argumenter i sagen (26. juni 2024), kan i sin helhed findes her.
Om ønsket om at få myndighedernes tilbagebetalingskrav på 27 mio. kr. prøvet ved domstolene afslutter bestyrelsesformand Hermann Haraldsson:
”STUK’s krav om tilbagebetaling af 27 mio. kr. er en formue for vores skole og har været tæt på at bringe skolens økonomi helt i knæ. Herlufsholm klarer den, men jeg ville langt hellere bruge de mange millioner på at udvikle skolens tilbud til vores elever eller på at kunne tilbyde stipendier til endnu flere elever fra nærområdet. Det håber vi at kunne gøre, hvis det viser sig, at vi får medhold, når retssagen er afsluttet. Givet omstændighederne mener vi i skolens bestyrelse, at vi har en pligt til at søge kravet prøvet ved domstolene.”
Det oplyses, at Herlufsholm og skolens advokat som udgangspunkt ikke har yderligere kommentarer til stævningen, så længe sagen verserer ved domstolene.
Kontaktoplysninger:
Herlufsholm Skole og Gods, kommunikation
Anne Kirstine Rahr Lindbom
akl@herlufsholm.dk eller +4523922898