Galleri: Fællesskab og fejring ved Herlufsholms 223. Fugleskydning
Se de mange billeder fra årets Kapskydning og Fugleskydning i galleriet nederst.
Lørdag den 22. august summede Herlufsholm af forventning, da skolens traditionsrige Fugleskydning for 223. gang samlede elever, forældre, tidligere elever og medarbejdere til en dag præget af historie, fællesskab og festlige traditioner.
Allerede fra morgenstunden fyldtes skolens område af glade elever og forventningsfulde gæster. Stemningen var både højtidelig og festlig, da alle gjorde sig klar til dagens procession.
Klokken 9 gik 3.g som sædvanlig op i begge spisesale og sang "Sol er oppe", sammen med eleverne, inden vores rektor Jimmy Burnett Nielsen kunne ønske eleverne en god Fugleskydning.
Klokken 10 gik eleverne, akkompagneret af musik, i procession fra Skolebygningen til Rektorboligen. Under processionen overrakte rektor Jimmy Burnett Nielsen og kommende rektor Ditte Strunge Sass Store Fugl og Lille Fugl. Herefter fortsatte processionen rundt om Klosterbygningen, inden elever og gæster samledes i Nyhave.
Efter processionen holdt eleverne, traditionen tro, taler ude på forstanderlejlighedens altan. Talerne bød på både gode pointer og sjove indslag, som blev taget godt imod af de mange fremmødte. Herefter kunne årets Fugleskydning begynde.
Konkurrence, konger og fællesskab
Vejret viste sig fra sin bedste side med sol det meste af dagen. En kort og let byge satte kun forbigående sit præg på festlighederne, før solen igen skinnede over Nyhave.
Her dystede eleverne på skift om at skyde fuglene ned, mens gæster og elever nød dagen med mad og drikke fra de mange boder. Herlufshoppen, SOS Børnebyernes bod, pølsevognen, drikkeboderne og Noers To Go bidrog til den gode stemning og sørgede for forplejning til dagens mange sultne gæster.
Et af dagens helt store højdepunkter var kåringen af årets Fuglekonger. Erik fra 3.xy blev Fuglekonge for gymnasiet, mens Molly fra 9.c blev Fuglekonge for grundskolen.
Traditionen tro blev begge Fuglekonger fejret med en dukkert i Susåen til stor begejstring for kammerater og tilskuere. Herefter fortsatte fejringen i Nyhave.
Chokolademarch og festlig afslutning
Traditionen tro bød dagen også på klipfiskebudding og kirsebærsuppe. Senere på dagen spillede Chokolademarchen gennem Nyhave og sluttede i Klostergården, hvor chokoladebordet stod klar.
Dagen blev rundet af med Fugleskydningsbal for skolens elever, og klokken 23 satte fyrværkeriet et festligt punktum for Herlufsholms 223. Fugleskydning.