Spring navigationen over og gå direkte til indhold
Elever fra Herlufsholm med flag

Herlufsholm har medvind: Største elevoptag i fire år

Da eleverne mødte ind i starten af denne uge, kunne Herlufsholm Skole glæde sig over 73 nye elever i 1.g, en fordobling i grundskolens 6. klasse, og skolens samlede elevtal ligger for første gang over budget.

Da Herlufsholm i juni måned kunne fortælle om forventninger til det skoleår, som netop er gået i gang, var billedet allerede positivt. Siden da er endnu flere elever kommet til, og ved skolestart i mandags stod det klart, at fremgangen bliver større, end først antaget – særligt i grundskolen.

Første stigning i gymnasieoptaget i seks år

73 nye elever begyndte i 1.g efter sommerferien. Det er en stigning på 18 procent i forhold til sidste år og det højeste optag, skolen har haft siden 2022. Det er samtidig første gang i seks år, at optaget til gymnasiet stiger. Gymnasiet på Herlufsholm er både for dagelever fra lokalområdet og for kostskoleelever, som bor på skolen i løbet af ugen – og der er flot fremgang for begge grupper gymnasieelever. Det betyder også, at det samlede antal STX-elever på Herlufsholm vokser for første gang i fem år til 207 elever.

Grundskolen fordobler optaget i 6. klasse

Den stærkeste fremgang findes i grundskolen. Der er sket en fordobling siden sidste år og hele 34 elever er begyndt i 6. klasse i det nye skoleår. Grundskolen vokser dermed for første gang siden 2020 og tæller nu 173 elever. Og Herlufsholms samlede elevtal stiger til 426, hvilket ligeledes er flere end skolen havde forventet og budgetteret med.

Rektor: Familierne tilvælger Herlufsholm igen

”Vi kan mærke, at tilliden til Herlufsholm er tilbage. Det vigtigste signal er, at både kostelever og dagelever vælger Herlufsholm igen, og at fremgangen nu breder sig til hele skolen – fra de yngste i 6. klasse til de nye gymnasieelever. Det er et bevis på, at det arbejde, vi har lagt i at løfte både trivsel og faglighed, bliver anerkendt af familierne,” siger en stolt rektor Jimmy Burnett Nielsen, som snart kan aflevere en skole i fremgang til skolens kommende rektor Ditte Strunge Sass.

Herlufsholm har ifølge Undervisningsministeriets årlige målinger landets bedste læringsmiljø og en førsteplads i faglig individuel trivsel. ”Vi er en skole med høje faglige ambitioner, og vi ønsker at være et attraktivt tilvalg for unge fra hele Sydsjælland. Man skal vælge Herlufsholm, fordi man vil noget med sin uddannelse – og det er glædeligt at se, at flere og flere familier træffer det valg,” siger Jimmy Burnett Nielsen.

Nyt: Stipendier åbner Herlufsholm for flere elever i 6. og 7. klasse

Herlufsholm har i sommer udvidet sin stipendieordning, Herlufsholm Scholarship, så den nu også omfatter grundskolen. Det betyder, at et antal elever fra Næstved-området i 6. og 7. klasse fremover kan blive optaget på skolen som dagelever uanset familiens økonomiske baggrund.

Ordningen er en videreudvikling af skolens eksisterende stipendieindsats og skal give flere dygtige og motiverede unge adgang til Herlufsholms fællesskab. I udvælgelsen lægges der vægt på en helhedsvurdering af den enkelte elev – både faglige forudsætninger, engagement og lyst til at bidrage til fællesskabet.

”Vi ønsker at give flere elever mulighed for at blive en del af Herlufsholm – ikke kun på baggrund af deres faglige evner, men også deres engagement og vilje til at bidrage til fællesskabet,” siger grundskoleleder Jakob Kähler. 

Elever der hepper og er glade på Herlufsholm

Åbent hus

Få en rundvisning og oplev skolen, mød vores elever og lærere og hør om vores forskellige uddannelser.

Tilmeld dig
Elever på vej til skole på Herlufsholm

Ansøg nu

Her kan du udfylde vores ansøgningsformular. Vi ser frem til at høre fra dig.

Ansøg nu