Spring navigationen over og gå direkte til indhold
Studerende fra 10Go er til klasse på Herlufsholm

Herlufsholm styrker elevernes faglige resultater i grundskolen

Eleverne i Herlufsholms grundskole opnåede ved afgangsprøverne i sommeren 2026 et gennemsnit på 8,8 ved de bundne prøver og 9,0 ved de obligatoriske prøver.

Det er tredje år i træk, at prøvekaraktererne stiger. I det forrige skoleår 2024/25 var gennemsnittet 8,5 ved begge prøveformer.

”Det er først og fremmest en anerkendelse af den indsats, eleverne selv har lagt gennem deres skolegang – og af det gode samarbejde mellem elever, lærere og forældre,” siger grundskoleleder Jakob Kähler.

Artiklen fortsætter under billedet.

Jakob Kähler understreger, at karakterer kun er ét blandt flere mål for elevernes udbytte af skolegangen på Herlufsholm.

”Gode prøveresultater er vigtige, men de står ikke alene. Når vi udvikler grundskolen, gør vi det for at skabe undervisning, hvor eleverne bliver mødt fagligt, får mulighed for at fordybe sig og oplever, at det er meningsfuldt at lære,” siger han.

Målrettet faglig udvikling

Skolen arbejder blandt andet med systematisk faglig opfølgning, herunder termins- og årsprøver, målrettet støtte gennem læse- og matematikvejledning samt lektiecafé og undervisningsformer, der giver plads til fordybelse og variation.

Det omfatter blandt andet fagdage, hvor eleverne fordyber sig i ét fag gennem en hel dag, et tæt samarbejde mellem grundskole- og gymnasielærere og undervisning, der også foregår uden for klasselokalet.

”Vi tror på, at gode faglige resultater vokser ud af en hverdag med tydelige forventninger, dygtige lærere, variation i undervisningen og en tæt dialog med elever og forældre. Derfor arbejder vi vedholdende med både undervisning og støtte til den enkelte elev,” siger Jakob Kähler.

Konkrete eksempler på grundskolens udviklingsarbejde:

  • Læse- og matematikvejledning med målrettet faglig støtte til elever efter behov.
  • I udvalgte fag og undervisningsforløb i 6. og 7. klasse deltager to uddannede lærere i undervisningen.
  • Ugentlig lektiecafé med mulighed for hjælp fra uddannede lærere.
  • To terminsprøver årligt samt en skriftlig årsprøve i dansk og matematik i 8. klasse.
  • Mundtlige årsprøver i udvalgte fag i 8. klasse.
  • Skolen gennemfører 11 fagdage årligt for elever fra 6. til 10. klasse, hvor eleverne fordyber sig i ét fag gennem en hel dag.
  • Samarbejde mellem grundskole- og gymnasielærere på fagdage i 8. og 9. klasse.
  • En bevidst balance mellem digitale og analoge undervisningsmaterialer.
  • Undervisning, der også foregår uden for klasselokalet, blandt andet med brug af naturen i naturfagene.

Resultater i afgangsprøverne

 

Herlufsholm 2024/25

Herlufsholm 2025/26

Landsgennemsnit 2025/26

Næstved Kommune 2025/26

Bundne prøver

8,5

8,8

7,3

6,9

Obligatoriske prøver

8,5

9,0

7,4

6,9

*De bundne prøvefag giver et billede af elevernes resultater i de centrale prøvefag, mens de obligatoriske prøver afspejler elevernes samlede præstation ved afgangsprøverne.

**Kilde: Uddannelsesstatistik.dk (Børne- og Undervisningsministeriet).

Ved sommerens afgangsprøver lå Herlufsholms gennemsnit over de tilsvarende landsgennemsnit og gennemsnittet i Næstved Kommune.

Sammenligningerne skal læses med forbehold for, at skoler har forskellige elevgrupper og rammevilkår. For Herlufsholm er resultaterne først og fremmest relevante som en fremgang i forhold til skolens eget niveau året før.

Elever på vej til skole på Herlufsholm

Ansøg nu

Her kan du udfylde vores ansøgningsformular. Vi ser frem til at høre fra dig.

Ansøg nu