HERLUFSHOLM IMAGE V1109

Analyse af trivsels- og læringsmiljø på Herlufsholm Skole

I vinteren 2021/22 har konsulentvirksomheden Nordic Learning på vegne af Herlufsholm gennemført en undersøgelse af skolens trivsels- og læringsmiljø. Herlufsholm tog initiativ til undersøgelsen ved årsskiftet 2021/22 i kølvandet på bortvisningen af fire elever.

Undersøgelsen blev igangsat for at afdække, om sagen med de fire elever var udtryk for en generel kultur på skolen, og den supplerer således Børne- og Undervisningsministeriets trivselsmålinger på det gymnasiale område.

Herlufsholm tager alle beretninger om uacceptabel opførsel hos enten elever eller medarbejdere meget seriøst. Vi er åbne for alle henvendelser fra elever, forældre og lærere om uacceptabel opførsel. Vi har taget og vil tage flere skridt for at sikre trivslen og et endnu bedre kammeratskab mellem alle – også på skolens kostafdeling. Det skal være en generel positiv oplevelse for alle at gå på Herlufsholm.

Rapportens hovedkonklusioner

Rapporten fra Nordic Learning konkluderer, at langt de flest elever på Herlufsholm er glade for at gå her. 95,4 % af eleverne svarer, at det i høj grad eller nogen grad er rart at være på Herlufsholm. 3,3 % af eleverne føler, at det kun i mindre grad er et godt sted, og 0,9 % af eleverne at det slet ikke er et rart sted at være.

Rapporten viser også, at selvom størstedelen af eleverne er glade for at gå på Herlufsholm, så findes der mobning på Herlufsholm. Det tager skolen meget alvorligt og arbejder målrettet med at forbedre trivslen og modvirke uacceptable subkulturer blandt eleverne. Det skal være en positiv oplevelse for alle vores elever at gå på Herlufsholm.

Rapporten beskriver ligeledes, at enkelte lærere har ‘relateret sig negativt til elever’. Det kan være i form af måden, der tales på; at elever hænges ud af læreren eller lign. Det har vores store bevågenhed at sørge for, at noget sådant ikke sker. En god og tillidsfuld relation mellem lærere og elever er en forudsætning for trivsel og læring.

Om rapportens omtale af to mulige forhold

I rapporten omtales to mulige forhold, som har fået mediemæssig opmærksomhed.

I forhold til rapportens omtale af et muligt seksuelt forhold mellem en lærer og en elev, er det med høj grad af sandsynlighed lykkedes at identificere forløbet, der har givet anledning til den anførte passus. Forløbet kan kort sammenfattes som følger:

I efteråret 2021 modtog daværende rektor en henvendelse fra rektor på et andet gymnasium. Ifølge henvendelsen skulle en gymnasieelev have haft et seksuelt forhold til en lærer. Oplysningen kom angiveligt fra en tidligere elev på Herlufsholm. Daværende rektor tog i denne anledning kontakt til forældrene til den nævnte elev samt den pågældende lærer. Det blev her oplyst af alle parter, at den pågældende lærer havde fungeret som mentor for eleven, samt at oplysningen intet havde på sig. Skolen har efter at have modtaget rapporten fra Nordic Learning igen undersøgt sagen med samme resultat som i efteråret.

Det andet tilfælde i rapporten vedrørende voldelig opførsel af en lærer har vi også undersøgt. Men hverken lærere (adspurgt skriftligt og mundtligt) eller elever (adspurgt mundtligt) har kunnet bekræfte historien eller noget, der minder om den. Og da anklagen er fremsat anonymt og hverken nævner læreren, eleven, eller oplysninger om hvor eller hvornår, det skulle være foregået, har vi ikke kunnet få bekræftet, at det har fundet sted. Vi fortsætter med at undersøge, om der er hold i påstanden.

Her kan du læse konklusionen fra Nordic Learnings rapport:

Nordic Learning-konklusion

 

Af hensyn til de medvirkende tidligere og nuværende elever har Herlufsholm fulgt Nordic Learnings anbefaling og valgt ikke at offentliggøre den samlede rapport fra Nordic Learning. Formålet med undersøgelsen og rapporten har været at tjene som støtte til, at skolens ledelse internt kan træffe afgørelser om skolens videre udvikling. Ingen af deltagerne i undersøgelsen har givet samtykke til, at deres bidrag offentliggøres.

Selvom de deltagende elever og forældre ikke nævnes med navn, er det vores advokats samt Nordic Learnings vurdering, at udsagn i enkelte tilfælde kan henføres til konkrete personer. Af hensyn til de pågældende elever mener vi derfor ikke, at det er forsvarligt at offentliggøre rapporten i sin fulde længde. Vi vil i sagens natur dele alle relevante oplysninger med myndighederne.