Herlufsholm Kirkegård Den 18. Oktoberr 2020 2035

Det første møde med Herlufsholm kirkegård

Har du har mistet en af dine kære og har brug for et gravsted, ringer du til kirkegården. Her aftaler vi en tid for besøget. Når du ankommer til kirkegårdens hovedindgang, vil du blive mødt af en af kirkegårdens personaler, og vi vil sammen gå rundt og kigge på de forskellige gravstedstyper, vi kan tilbyde. Derefter er der mulighed for at gå rundt på egen hånd, inden det endelige valg træffes, hvorefter går vi på kontoret og udfylder papirer til et gravfæstebrev, som er dit bevis for lejen af gravstedet.

Det kan være svært at skulle forholde sig til det praktiske omkring dødsfald og samtidig håndtere stor sorg. Mange har aldrig stået i denne situation før, men husk at vi altid er klar til at hjælpe og svare på spørgsmål, så tøv ikke med at kontakte os.

Kremering

Umiddelbart efter højtideligheden køres afdøde til kremering. Efter 8-14 dage er urnen klar og bringes derefter til kirkegården. Transporten kan foretages af bedemanden, men du må også gerne gøre det selv. Urner må ikke opbevares i hjemmet. Hvis bedemanden står for transporten, er det dennes opgave at informere dig om, at urnen er afleveret på kirkegården.

Urnenedsættelsen               

Når kirkegården har modtaget urnen, ringer du og aftaler en tid for urnenedsættelsen. Vi mødes på gravstedet på den aftalte tid, hvor urnegraven er pyntet med et klæde langs siderne. Personalet har medbragt urnen, der er leveret med bånd, så I selv kan sænke urnen ned, eller personalet kan gøre det, hvis I foretrækker det. Derefter går personalet for en stund, så I kan tage afsked alene. Herefter vender personalet tilbage for at dække urnegraven. Igen er det muligt at være med eller overvære. I kan også gå en lille tur imens.

Jordbegravelse

Efter højtideligheden mødes begravelsesfølget ved hovedindgangen til kirkegården, hvor kirkegårdens personale står klar til at tage imod, og vi går sammen til gravstedet. Graven er pyntet med gran i bunden og grønne klæder ned langs siderne. Der er lagt to strør på tværs af graven til at sætte kisten på. Personalet står klar til at hjælpe jer med at få kisten på plads på strøerne og uddele rebene. Kisten løftes lidt op, så personalet kan fjerne strøerne, og I kan sænke kisten ned med reb. Herefter er traditionerne forskellige alt efter trosretning, og det er derfor vigtigt, at personalet er informeret på forhånd. Når alle har forladt gravstedet, dækker personalet graven og pynter den med gran. Hvis ikke andet er aftalt, vil kistepynten blive lagt oven på graven sammen med eventuelle blomster fra højtideligheden. Transporten af blomsterne kan du/I selv stå for, eller den kan foretages af kirkegårdens personale eller bedemanden.

Folkekirkens ni gode råd når døden indtræffer

Bæredygtig afsked

Mange mennesker er begyndt at få øjnene op for en bæredygtig afsked.

Der er ikke et endegyldigt svar på, om det er jordbegravelse eller kremering, der laver den mindste co2-belastning. Dertil er der for mange ubekendte såsom kistevalg, transport og mange andre faktorer.

Ligeledes er der heller intet endegyldigt svar på valg af hvilested. Igen er der for mange ubekendte til at vurdere, om askespredning, skovbegravelse eller kirkegård er det mest miljøvenlige.

Til gengæld er det nu muligt at foretage en række andre miljørigtige og bæredygtige valg, når døden indtræffer. Alt fra valg af kiste/urne til gravsted og beplantning.

Flere af landets kistefabrikker har en bæredygtig profil og har sikret sig, at træet til kisterne er nordisk og FSC-certificeret, og at kisterne er produceret i Danmark. Der findes også andre alternativer som kister af bambus, pap eller smukt pileflet.

Der er også mange muligheder, når det kommer til urnevalg. Her spænder materialevalget lige fra pap, træ og bambus til bark og uld. Spørg altid efter datablade.

Henvend dig direkte til kistefabrikken eller spørg din bedemand om de mange muligheder - og husk, at det også er muligt at bygge selv.

Når du vælger et gravminde, er der mange muligheder for at tænke bæredygtigt. Alt for mange gravsten bliver hvert år knust og brugt til vejfyld, når de sagtens kunne forarbejdes og få et nyt liv som genbrugsgravsten. Flere stenhuggere er heldigvis med i denne ordning, så spørg din lokale stenhugger eller søg efter genbrugsgravsten på nettet. Der er heller intet i vejen for, at du bruger en sten fra din egen baghave.

Et gravminde behøver faktisk ikke være lavet af sten. På mange kirkegårde er det tilladt at opsætte gravminder i andre materialer som f.eks. glas, træ eller keramik. Kontakt graveren eller kirkegårdslederen og hør om reglerne på din kirkegård. På Herlufsholm kirkegård tillader vi disse. Tag gerne en snak med os om det i forbindelse med valg af gravsted.

Blomsterne til bisættelsen/begravelsen har en stor miljømæssig påvirkning med hensyn til produktion og import af blomsterne, men også brugen af div. binderiartikler som f.eks. oasis, ståltråd og plastbakker har stor betydning. Spørg hos din lokale blomsterhandler - der findes alternativer på markedet.

Ved anlæggelse af gravsted bør man tænke i danskproducerede robuste insektplanter og gerne hjemmehørende, der ikke kræver helt så megen vanding og pasning. Undgå planter, der kræver en speciel jordtype og gødning. Ønsker man en bedkant eller lignende, kan man vælge natursten eller træ. Undgå perlesten og grus hvis muligt.