Der er plads til at pleje sine kreative talenter på Herlufsholm

Musik & Formidling

I denne kunstneriske studieretning er der fokus på kreativ formidling med fagene musik og engelsk i centrum. I musik- engelsk- og danskfaget udforskes samspillet mellem sprog, litteratur, samfund og musik, idet der i studieretningen arbejdes med den gensidige påvirkning, der foregår og historisk har foregået mellem musik i dens forskellige udtryksformer og det omgivende samfund. I engelskfaget arbejdes der med formidling inden for mange genrer, herunder musicals, creative writing, journalistik og debating. Igennem arbejdet i studieretningsfagene musik og engelsk opøves således kompetencer inden for områder som kommunikation, samarbejde, innovation og performance, og evnen til at 'stå frem', 'at være på' og at skulle aflevere et produkt udvikles.

 

Studieretningens opbygning

Musik er et af de fag i gymnasiet, hvor både praksis og teori er i centrum. I den teoretiske del af faget arbejdes med både klassisk og rytmisk musik, der skal analyseres i forhold til rytme, harmonik, melodik, form mm. Der indgår også en skriftlig dimension i musikfaget, i hvilken der med diverse computer- og nodeskrivningsprogrammer opøves færdigheder i at arrangere og komponere musik. Der vil i studieretningen også blive arbejdet med musikproduktion, hvilket som udgangspunkt vil foregå i skolens eget studie, men også i samarbejde med danske studier og musikproducenter.

I den praktiske del af faget arbejdes der med sammenspil og sammensang, og skolens forskellige arrangementer som caféaftener, Forårsbal og andre begivenheder er oplagte muligheder for at prøve evnerne af. Udover selv at spille og fremføre musik, vil der også blive tale om koncertoplevelser uden for huset af både klassisk og rytmisk karakter.

Der arbejdes tematiseret med forskellige emner og perioder inden for musikken og litteraturen, f.eks. Reggae og Rastafari, 1960'ernes Soul eller Hip-Hop kulturen. De værker, emner og perioder, der bearbejdes, udvælges i samarbejde mellem undervisere og elever og koordineres mellem fagene, hvor det er muligt.

 

Planer for studieretningen

  • Studieture til f.eks. London, Amsterdam, Hamburg, Berlin, Leipzig eller Wien
  • Koncertture til f.eks. København
  • Besøg hos musikproducere og studier
  • Besøg på konservatorierne og Musikvidenskabeligt Institut i København
  • Journalistisk skrivning med News Decoder
  • Hyttetur - hvor vi spiller og synger

Valgfag

Elever, der ønsker denne studieretning, skal vælge musik som kunstfag i 2.g

I 2.g vælges et C-fag fra skolens udbudte fagrække: Erhvervsøkonomi C, psykologi C, filosofi C, billedkunst C eller dramatik C.

I 3.g er der mulighed for at løfte 2. fremmedsprog eller matematik til A-niveau og derved få 5 A-fag. Alternativt vælges yderligere et af ovenstående fag på C-niveau, eller samfundsfag eller idræt på B-niveau. Derudover skal ét af fagene biologi, fysik eller kemi i 3.g løftes til B-niveau.