BRO_20131209_Herluf_frokost_8.jpg

Kost og sundhed

Skolens køkken serverer varierede, indbydende og sunde måltider, som er ernæringsrigtigt sammensat med udgangspunkt i Fødevarestyrelsens kostråd. Vi lægger stor vægt på, at måltiderne er velsmagende og giver eleverne lyst til at gå på jagt efter nye smagsoplevelser og udvide deres kendskab til årstidens grøntsager og den store mangfoldighed af råvarer. Vi skal øve os i at spise varieret og få de næringsstoffer, vi skal bruge for at holde os sunde og raske - og undgå kostrelaterede sygdomme på længere sigt. 

Vi ved, at det daglige udbytte af skole og fritid i høj grad afhænger af, hvad man spiser, og hvor aktiv man er. Derfor ønsker vi at stimulere elevernes bevidsthed om gode kostvaner, så de forstår, at der er en sammenhæng mellem den mad, vi spiser, og følelsen af sundhed, energi og velvære i hverdagen.

Spis frugt og grønt

Frugt og grøntsager indgår i alle måltider og indeholder relativt få kalorier, men til gengæld mange af de mineraler og vitaminer, der holder kroppen sund og rask - og særligt de grove grøntsager indeholder mange kostfibre.

Vegetar, allergi og særlige behov

Der er til alle måltider frugt og grøntsager eller grønne retter, så alle har mulighed for at sammensætte sig et varieret måltid. Som regel serveres også forskellige former for fisk eller suppe på skolens frokostbuffet.

Køkkenet tager hensyn til de elever med forskellige former for allergi, der er lægeligt begrundet. Dette sker i et samarbejde med skolens trivselshus, der aftaler de særlige kosthensyn med køkkenet.

Elevindflydelse på maden

Elevrådets kostudvalg består af repræsentanter for Elevrådet og lærere. Udvalget mødes regelmæssigt med køkkenet for at gennemgå madplaner og udveksle idéer omkring maden. Hvert år gennemføres en kostundersøgelse, hvor eleverne har mulighed for at tilkendegive deres mening om maden, og i begge spisesale er der desuden opstillet en forslagskasse, kaldet "madkassen", hvor eleverne kan kommentere maden og komme med ønsker og forslag.

Køkkenet gennemgår sedlerne i madkassen, hvorefter idéer og kommentarer tages op på køkkenets møder med kostudvalget.

Mødepligt til måltiderne

En sund livsstil betyder velvære, trivsel, energi  og sundhed. Skolen ser det som sin forpligtelse, at eleverne udvikler gode spisevaner og bliver bevidste om ernæringsrigtig, sund og varieret kost. Derfor er der mødepligt til alle måltider. Fællesskabet omkring bordene er desuden en vigtig del af det sociale liv på Herlufsholm.

Har du spørgsmål?

Kontakt os gennem denne formular. Vi er altid parat til at hjælpe.

Smileyordning og kontrolrapport

Køkken og café på Herlufsholm Kostskole har ved Fødevarestyrelsens seneste uanmeldte kontrol d. 13. november 2019 modtaget en elite smiley uden anmærkninger. Du kan se de seneste kontrolrapporter på fødevarestyrelsens hjemmeside via nedenstående links: