Herlufsholm Luftfoto 2020

Studieretningen ”Samfund & Business” opgraderes og får nye, attraktive samarbejdspartnere

17/4-2024

Siden 2012 har Herlufsholm Skole udbudt den samfundsvidenskabelige studieretning ”Samfund & Business”, hvor eleverne får mulighed for at sætte fokus på de politiske og økonomiske muligheder i en omskiftelig verden. Når det ringer ind til det nye skoleår, vil studieretningen blive fokuseret endnu mere mod den økonomiske globalisering og vilkårene for at drive virksomhed i en verden, hvor magtcentre forskydes, og hvor nye globale og kulturelle problemstillinger kommer til.

Studieretningens indhold

Fremover vil studieretningen indebære følgende fag:

  • Samfundsfag og engelsk, samt de obligatoriske fag Dansk og Historie, på A-niveau
  • Erhvervsøkonomi og IB-faget Business & Management på C-niveau
  • Mulighed for tilvalg af 5. fag på A-niveau, eksempelvis Fransk, Tysk eller Matematik, et naturvidenskabeligt fag på B-niveau samt andre fag i gymnasiets fagrække på C-niveau

Samarbejde med internationale virksomheder

Med den nye sammensætning af fag bliver eleverne bedre rustet til at analysere og arbejde med globale problemstillinger såsom kulturmøder, makro- og mikroøkonomi og samhandel. Derudover vil der i studieretningen fremover blive lagt større vægt på innovation i et globalt perspektiv. Det sker gennem det faglige arbejde samt i samarbejde med virksomheder og organisationer. På studieretningens studieture besøges danske og internationale virksomheder, der præsenterer deres forretningsmodel og arbejde med produktudvikling, marketing og nytænkning.

I forlængelse heraf har Herlufsholm indgået samarbejde med en række virksomheder i forbindelse med praktikforløb og inspiration til arbejdet med studieretningsprojektet (SRP). En af virksomhederne er e-handelsvirksomheden Boozt.com, som er blandt de mest profitable e-handelsvirksomheder i Norden, og som dagbladet Børsen har kaldt ”en af Skandinaviens største succesfortællinger.”